torsdag den 7. november 2013

Müesli


Denne her müesli er gået hen og blevet fast inventar på vores hylde, da det simpelthen bare er en så velsmagende, hurtig, nem og e-nummer-fri müesli.
I realiteten kan man komme i hvad man vil, men jeg må indrømme, at jeg synes, at lige præcis den kombination der er i vores opskrift er ret så god.
Så, nu har jeg vist også klappet nok skulder, nu er det vist tid til en opskrift!

Müesli

250 g havregryn (grovvalsede)
100 g hasselnødder (grofthakkede)
100 g mandler (grofthakkede)
50 g kokosmel
50 g solsikkekerner
250 g honning

100 g rosiner
2 spsk. hørfrø
2 spsk. sesamfrø

Tænd ovnen på 175'c. Bland havregryn, nødder, mandler, kokosmel og solsikkekerne med honningen. Her er det faktisk bedst at bruge hænderne til at mase godt sammen, så alt bliver dækket af honningen. Fordel det jævnt på en bagplade med bagepapir og kom det i ovnen i ca. 20-25 min. Men hold øje med det og sørg for at vende det rundt ca. hver 5-7 min. Lige pludselig tager det fart - og det skulle jo nødig blive bræt. Det smager hæsligt. Så sørg for at det kun bliver gyldent. Køl müeslien lidt af inden du tilsætter rosiner, hørfrø og sesamfrø. Kom det i et lufttæt glas.

torsdag den 4. juli 2013

Caramel Brownies

 
Det her er faktisk en opskrift jeg fandt på pinterest, men jeg har set den andre steder også og besluttede derfor, at jeg var rede til at begive mig ud i denne temmelige 'rige', grænsende til det vulgære, brownie.
Det første min mand sagde, efter han havde prøvesmagt den (jeg lavede 'kun' en halv prøve-portion) var, 'kan du ikke lave en, som jeg kan have med på arbejde i morgen?'. Resten er historie - jeg blev berømt og berygtet på hans arbejde og har siden da smidt mange kager op på kontoret. Det er skønt med en fan-skare, men tilbage til kagen, som helt sikkert fortjener en plads aller forrest, HVIS man altså er til søde chokoladekager. Ikke søde som i USA men karamellet og chokoladevenlig!
 
 
Chocolate Caramel Brownies
115 g smør
120 g hakket chokolade
75 g sukker
2 æg
½ tsk. vanilje ekstrakt (el. 1 tsk. vaniljesukker)
85 g mel
Lidt salt
200 g bløde flødekarameller (f.eks. fra lidl) – uden papir ;)
3 spsk. fløde
50 g hakket chokolade (eller knapper)
Ovn på 175’C.
Chokoladen og smørret smeltes i mikroen ved fuld varme i 30 -40 sek. til det er smeltet sammen.
Når massen er end tilsættes sukker, æg og vanilje. Kom så mel og salt ved og bland til det lige er ensartet. Tag halvdelen af dejen og kom i en lille bradepande (ca 25x19) med bagepapir i (krøl papiret først, så er det nemmere at få ud i kanterne). Bages i 20 min tag den ud og køl af. Lav karamellen ved at smelte føde og karameller i en gryde. Når det er ensartet tages det af varmen og køler lidt af. Karamellen kommes på den afkølede kagebund og dækkes herefter med resten af dejen. Fordel den resterende chokolade over kagen og bag den i yderligere 20 min. Køles helt af (evt. 30-45 min. i fryseren) før den skæres ud – dette for at få lige kanter på stykkerne. Kan også spise lun, da er den mere snasket men vil gå formidabelt til iskold vaniljeis!
ENJOY!

mandag den 3. juni 2013

Enchilladas med oksekød

Jeg skal være ærlig at sige, at det her er noget vores bedste restemad. Jeg laver det stort set aldrig fra bunden, men ynder at lave det dagen derpå, når vi har spist spaghetti med kødsauce.
Det eneste jeg plejer at gøre er at varme saucen op igen og så komme drænede og vaskede kidneybønner i. Nogle gange også borlotti eller hvad jeg ellers har på lager. Har jeg rød peberfrugt (enten frisk eller syltede på glas) kommer jeg lidt af det i, og så smager jeg det til med spidskommen, lidt chilli og stødt koriander - og det er bare efter smag. Man kan også 'snyde' og bare bruge noget shawarmakrydderi - det fungerer helt fint! Så lader man det boble lidt men man tænder ovenen på 200'C.

Kom fyldet i tortillas og rul dem sammen. Læg dem tæt i et fad og kom derefter cheddarost over og varm dem i den varme ovn i ca 5-7 min. til osten er smeltet.
 
 
Server det gerne med lidt svalende cremefraiche og noget salat!
 
Såre simpelt!

tirsdag den 21. maj 2013

Rosenbidder

I forbindelse med at jeg skulle cater til en lille prisoverrækkelse, prøvede jeg kræfter med denne lille fætter. Der var ingen opskrift, der hvor jeg fandt billedet (det var vist på kinesisk) men jeg fik da sjuset mig frem til en fremgangsmåde, der viste dig at virke. Så her følger en opskift:

Rosenbidder

3-4 røde æbler
2 ds.  ginger ale
En sød tærtedej

Begynd med at skære æblet over lidt fra kærnehuset på den ene side og på på den anden siden, Skær tynde skiver af æblet og kom det i en lille kasserolle. Dæk med ginger ale. Giv et hurtigt opkog og dræn æblerne (man kan evt. afkøle væsen og bruge det som saftevand, da det har taget smag af æblerne).
Rul tærtedejen tyndt ud og skær strimler, der er ca lige så brede som æblestykkerne og lav dem ca. 20 cm lange.
Læg æbleskiverne på (ca 4 stk) og lad dem overlappen en lille smule. Rul dem op og sæt dem på en bageplade.
Bages v. 180'C i ca 10 min til de er gyldne. Pas på de ikke får for meget undervarme,  så de brænder i bunden. Tag dem ud, lad dem køle af og drys med flormelis.
 
Næste gang de skal laves, vil jeg nok også drysse dem med sukker før de bliver bagt, så de karameliserer lidt mere.

torsdag den 9. maj 2013

Snobrød

Selvom vejret var en kende vådt her til morgen, gjorde det ikke noget ved vores planer om at tage i skoven og lave bål. Det dryppede stadig lidt, da vi nåede frem til vores bestemmelsessted, men de nyudsprungne lysegrønne bøgetræer, den smukke sø, den lune vind og udsigten til snobrød opvejede i den grad det våderegntøj og de smattede skovstier. Vejret klarede dog ret hurtigt op, selvom jeg nu personligt ikke har noget imod lidt regn ;)
Vores snobrød var som altid et hit (og der var også for meget!) men der er bare noget ved smagen af friskbagt brød over bål med enten lidt syltetøj, ketchup eller vores nyeste opdagelse marshmallows i!

Snobrød (en del!)

625 ml. lunkent vand
30 g gær
1 kg hvedemel
3 spsk. sukker
1 spsk. flagesalt

Kom det lunkne vand i en køkkenmaskineskål og kom gæret i. Lad det stå 5 min og rør det så rundt. Kom melet, sukkeret og saltet ved og ælt det i ca. 5 min.. Kom det i en lufttæt plastikbøtte, der er stor nok til, at det kan hæve til over dobbelt størrelse (mange gange har jeg haft dej over det hele pga. min overmodighed!) Kom evt. en plastikpose omkring, hvis uheldet skulle ske - så er der i det  mindste ikke dej i hele tasken!

Snit barken af pinde der lange nok til at nå ind over bålet og stik pinden ganske kort ind i ilden, så den lige bliver tør. Tag så en håndfuld dej og rul det til en pøle og vikl det omkring pinden, så der ikke er nogle huller. Varm det forsigtigt over bålet (helst over gløderne) og vend det hele tiden, så varmen bliver fordelt jævt over hele brødet. HAV TÅLMODIG - hvilket nok er den sværeste del! Når det er færdigt kan man komme lige det 'dyp' på man vil!

tirsdag den 7. maj 2013

Pølsehorn

 En must-have opskrift når man har små børn, skal på tur eller bare er stor fan af en 'indianer i svøb'.

Antal: 24 stk.

Bagetid: Ca. 10 minutter ved 250 grader.

Ingredienser:
150 gram smeltet smør
2½ dl mælk
75 gram gær
1 tsk. salt
1 spsk sukker
500 gram hvedemel
12 pølser - 24 halve pølser
Evt. Ketchup
1 æg
 
Smørret smeltes og mælken tilsættes. Kom det i røreskålen. Gæren smuldres i mælkeblandingen og melet, saltet, og sukkeret tilsættes lidt efter lidt

Rør dejen godt sammen til den er glat.
Dejen deles i 3 dele og hviler i et par minutter.
Hver del rulles ud til en cirkel, som skæres ud i 8 trekanter.
Der sættes evt. en klat ketchup på hver trekant og en halv pølse, og dejen rulles nu sammen til et horn fra den brede ende af.  Sørg for at den lille spids dej ligger ned mod pladen, så den ikke går op under bagningen.
Pølsehornene hæver i ca. 20 minutter og pensles med et sammenpisket æg.

torsdag den 2. maj 2013

Kompost-gele

Kompost-gele?! Ja, I hørte rigtigt. I sand stop-spild-af-mad-stil er det her en sjov, økonomisk og smagfuld måde at komme af med frugtresterne, der med garanti ligger og ulmer i jeres frugtkurv (de må selvsagt ikke være rådne, bare 'trætte'!).
I denne udgave brugte jeg 'kedelige' appelsiner, nogle limes, en håndfuld druer og et æble. Det blev bare skåret i grove stykker og knaldet i en gryde (man kan sagtens bare bruge skrællerne, hvis man nu har brugt kødet til noget andet ;)).

 Kom vand på så det dækker. Giv det et opkog og skru derfter ned på svag varme og lad det pudre i 45-60 min.!
 
 Når det er færdig med at simre hældes saften gennem et klæde i en sigte og står nogle timer eller natten over.
 
 Man kan evt. lægge en tallerken over og stille noget tungt på den for at hjælpe den på vej!
 
 Når man har al sin juice måler man af hvor meget man har.
 
 Og for hver 600 ml. saft skal man bruge 400 g sukker.
 
 Kom det i en gryde og lad sukkeret opløses ved middel varme.
 
 Når sukkeret er opløst skrues op for varmen og når det begynder at koge som på billedet skal det have ca 10 min (måske mere, men afprøv konsistensen ved at komme en klat af blandingen på en kold tallerken. Efter lidt tid skulle det gerne størkne, og det giver dig en idé om, hvor tyk den bliver når den køler. Synes du den skal være tykkere koger du videre i nogle minutter og gentager så tricket med den kolde tallerken!)
 
Kommes på sterile glas (enten med atamon, en tur i opvaskemaskinen eller i ovenen).
Og så er de klar til at nyde på brødet, til kødet eller hvordan man nu kan lide sin gele!

mandag den 29. april 2013

Chokolade cookies - uden mel og smør



Ca. 18 stk.

Sprayfedt/bagespray
170 g mørk chokoalde (ca 60%)
3 æggehvider (jeg brugte pastauriserede, det er to bægre)
220 g flormelis, sigtet og delt i to (2x110g)
60 g kakao
1 spsk.majsstivelse
En knsp. salt
85 g hakket chokolade el chokoladeknapper
60 g flormelis, sigtet til at rulle i

Forvarm ovnen til 175’C. Beklæd to bageplader med bagepapir og spray med sprayfedt.
Smelt 170 g chokolade i mikroovnen, rør i det efter ca 40 sek og giv den yderligere 40 sek. eller til chokoladen næsten er smeltet. Rør rundt for at hjælpe de sidste stykker med at smelte helt.
I en anden skål pisker du æggehviderne til bløde toppe. Pisk så gradvist de første 110 g flormelis i. Fortsæt med at piske til det får en sej konsistens ca. 3-5 min.

Sigt så de resterende 110 g flormelis sammen med kakaopulveret, majsstivelsen og saltet i en anden skål. Pisk så forsigtigt og gradvist de tørre ingredienser sammen med marengsen.
Rør den smeltede chokolade i og kom de restende chokoladeknapper (hakket chokolade) ved. Dejen vil være ret solid.

Sigt de sidste 60 g flormelis i en skål. Tag en spsk. fuld dej og ruld den i flormelissen, sørg for den dækker helt. Kom den på bagepapiret og gentag det med den resterende dej. Sæt dem med ca. 5 cm mellemrum (der kan være 12 stk. på en ’normal’ bageplade)

Bag dem til de puffer op og toppen krakelerer, det tager ca. 10-13 min. Lad dem køle lidt af efterfølgende.

lørdag den 27. april 2013

Smörgåstårta med rejer og laks


Første gang jeg smagte denne skønne sommerlige 'tærte', var da jeg var inde hos vores nabo til et babyshower for deres svigerdatter (min veninde). Det var en oplevelse, jeg sent glemmer, for den samgte bare af svensk sommer ved havet (hvad det så end er!)
Jeg fik næsten lusket en opskrift ud af naboen, men det endte i virkeligheden bare med at være en svensk hjemmeside ejg blev ledt ind på.
Jeg har så sidenhen forsøgt at lave den - men ikke nær så god. Så gjorde jeg forsøget igen her i dag - udrustet med en oversættelse fra svensk til dansk (tak google) og også en tak til Arla, der kunne fortælle mig, hvilke danske mejeriprodukter man skulle bruge, som svarede til de svenske i opskriften.
Så når det nu er sagt, så lad os kaste os over 'tårtan':

Smörgåstårta med rejer og laks

1 springform (24-26cm)

550g svensk bondebrød (eller deslige, Pågens er fint)
140 g smeltet smør

4 blade gelatine
100 g koldtrøget laks
100 g gravad laks
100 g rejer
250 g kvark (Lidl har en udemærket en)
3 dl. cremefraiche 18%
80-100 g rød stenbidderrogn
½ dl. hakket dild
Lidt salt og peber

2 dl. cremefraiche
Lidt hakket dild
300 g rejer
4 tomater, skåret i kvarte
En håndfuld rucolasalat

Kom brødet i en food processor og kør det til fine krummer. Hæld det smeltede smør over og bland det sammen. Pres halvdelen godt ned i springformen og kom på køl. Sæt resten til side.

Udblød gelatinen i koldt vand. Hak laks og rejer groft og kom i en skål. Bland det sammen med kvark, cremefraiche, rogn og dild. Smag til med salt og peber. Vrid det meste af vandet fra gelatinen og kom det i en skål og smid det i mikroen i 5 sek til det er smeltet. Bland det hurtigt sammen med resten af fyldet. Kom det ned i springformen og kom resten af brødkrummerne over. Fordel det jævt og pres det lidt ned. Stilles på køl mindst 2 timer.
Inden servering blandes cremefraichen med dild og det fordeles ud over tærten. Pynt med tomater, rejer og rucola.

torsdag den 25. april 2013

Hveder - Store Bededag

Hvorfor er det nu vi skal ha' hveder?!
(Lånt fra Jyllandsposten)
 
Mange bagere byder i dag på friskbagte hveder. Men hvorfor er det nu, at vi spiser varme hveder før store bededag?
Varme hveder er oprindeligt ikke nogen religiøs tradition. Det er nærmere en praktisk foranstaltning, og hvederne burde først varmes og nydes på selve store bededag – hvis traditionen skulle følges.

Arbejdsfri dag for bagerne

Skikken med varme hveder stammer nemlig fra den tid, da store bededag var arbejdsfri bede- og bodsdag.
Når kirkernes klokker ringede, betød det, at alle skulle holde fri og al handel skulle ophøre. Samtidig skulle alle afholde sig fra arbejde, rejser, leg og spil.
Også bagerne skulle holde fri og kunne derfor ikke bage brød. I stedet bagte de hvedetvebakker dagen før, så folk kunne købe dem dagen inden store bededag og varme dem på selve dagen.

En kombinationsdag

I dag er store bededag primært kendt som en fridag for alle, som indledes ved at spise varme hveder aftenen før. Oprindeligt var store bededag blot en ud af mange dage, hvor fromme borgere fastede og præster prædikede.
Dagen blev lovfæstet i 1686 af kong Christian V og indført af biskop Hans Bagger fra Roskilde. De slog flere helligdage sammen til en stor bede- og bodsdag, der faldt den fjerde fredag efter påske. Før 1686 blev der holdt en række fester, hvor man drog rundt i sognet med et kors. Det er disse såkaldte "gangdage", der siden er blevet ændret til store bededag.

Store bededag overlevede

I 1686, da store bededag blev lovfæstet, var der mange andre helligdage, blandt andet Helligtrekongersdag, 3. juledag, Kyndelmissedag, Sankt Hansdag samt Mortens og Mikkelsdag.
Ved en stor reform i 1770 blev alle disse, og flere, afskaffet på opfordring af kong Christian VII's livlæge Struense. Selvom halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, overlevede Store Bededag dog og bliver den dag i dag stadig fejret med gudstjenester rundt om i landets kirker. Det er også en stor konfirmationsdag.


Så, nu vi ved HVORFOR vi laver og spiser hveder kan vi komme til sagens kerne som jo er HVORDAN man så laver dem. De helt traditionelle laves som følger:

500 g. mel (knapt 10 dl.)
1 dl. mælk
1 dl. vand
50 g. smør/margarine
50 g. gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
1 æg
evt. 2-3 tsk. kardemomme
Pensles med mælk eller vand


Lun mælk, vand og smør let, og rør gæren i.
 
Bland piskede æg, mel, salt og sukker i gærvæden, og ælt dejen rigtig godt igennem.
 
 
Lad dejen hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i omtrent en halv times tid.
 
Arbejd dernæst dejen godt igennem endnu en gang, og del den i 12 boller.
 
Anbring dem på en bageplade og lad dem hæve. Bollerne skal helst røre hinanden (det gør de ikke på billedet - havde en absence!).
Et lille fif til selve hævningnen er at lade dette foreså i damp over en gryde med kogende vand i 20 minutter.
Pensl bollerne med mælk eller vand og bag dem ved 200 grader i 15 - 20 minutter.
 
Flæk og rist dem inden de spises (man kan også 'snyde' og spise dem lune ;) )

søndag den 21. april 2013

Italiensk grydebagt landbrød

Dette brød introducerede min gamle lærer fra seminariet mig til. For nogle år tilbage så jeg ved et tilfælde, at hun havde lagt et link til dette brød ud på sin FB-profil og efter jeg havde læste opskriften var jeg simpelthen nødt til at prøve det - og af flere årsager. Den første værende 'det her lyder for godt/nemt til at være sandt - det MÅ jeg prøve'.
Det andet, der løb gennem mine tanker var, at jeg nu havde endnu en grund til at bruge min jerngryde, som jeg har fået som 'før'-arv af min mormor. Og fordi der er en anelse jyde i mig (dog langt tilbage) tænkte jeg straks på den besparelse der lå foran mig, hvis det brød virkelig var så vidunderligt, som det lød.

Første gang jeg bagte det her brød troede jeg virkelig ikke mine egne øjne. Tricket er nemlig, at brødet ligger i gryden med låg og det hele, og man får først lov at se det en halv time efter man forsigtigt har skrabet den noget bløde dej ned i den glohede gryde for derefter at forsegle den med det låg. Derefter bage brødet videre uden låg et kvarter og skal det bare køle af nogle timer - det holdt jeg ikke helt første gang. Der røg det bare ned med lidt smør på næsten lige efter det var kommet ud af ovnen. Det smager godt, men hvis man tillader, at det lige damper helt af, så bliver det VIRKELIG lækkert at sætte tænderne i. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor jeg ikke bager det her brød noget oftere, for det smager bedre end det bedste og dyreste brød du kan få hos bageren - og så koster det en brøkdel af prisen at lave det selv!

Så uden mere pladren vil jeg indvie jer i det super lette, lækre-smækre italienske grydebagte landbrød!

Italiensk landbrød

1 g tørgær eller en klump almindelig gær på størrelse med en ært
300 g vand
400 g hvedemel
8 g salt
en gryde, der kan gå i ovnen


Tips
Ifølge magasinet Cook's Illustrated kan du erstatte 1/4 af væsken med lys pilsnerøl samt tilsætte en spiseskefuld eddike for at efterligne smagen af surdej. Det er snyd, men fungerer godt.

Du kan erstatte en 1/4 hvedemel eller mere med grovere melsorter.


Den høje varme i gryden sørger normalt for, at brødet ikke brænder på, når det hældes i. Men du kan drysse lidt mel i gryden, lige før du hælder dejen i, hvis du vil være på den sikre side. Dejen kan også efterhæve i en skål foret med bagepapir, hvorefter du lægger bagepapir og dej i gryden.
 
Nu til selve fremgangsmåden
Opløs gæren i vandet i en skål, og bland resten af ingredienserne i. Du skal ikke ælte, men bare vende melet med vand i 30 sekunder, indtil alt melet er vådt. Ingredienserne vendes løst sammen - den lange hævning erstatter æltning!
Dæk skålen med husholdningsfilm (eller et låg), og lad dejen stå på bordet i 12-18 timer – 18 timer er bedre end 12.
Hæld dejen ud på et meldækket bord. Den flyder lidt ud. Fold den et par gange med hænderne, først på den ene led, så på den anden.
Læg dejen op i en skål, der er smurt på indersiden, eller i et meldækket viskestykke, der foldes rundt om dejen. (jeg kommer den som regel op i den sammen skål den kom fra, jeg drysser bare skålen godt med mel inden det ryger op i igen!) Lad den hæve i yderligere to timer.

I mellemtiden sætter du din gryde i en 250 grader varm ovn – helst en tyk emalje- eller støbejernsgryde med låg. Folk har dog med succes bagt brødet i almindelige metalgryder eller selv i en stegeso af glas med låg. Gryden skal stå i ovnen i mindst 30 minutter for at blive varm.
Tag forsigtigt den brandvarme gryde ud, og hæld med det samme dejen op i gryden – det kan være nødvendigt at skrabe dejen ud med en dejskraber.
Sæt gryden i ovnen med låg på, og bag i 30 minutter. Tag låget af, sænk temperaturen til 230 grader, og bag i yderligere 15 minutter. Tag brødet ud af ovnen, vip det ud af gryden og lad det afkøle på en rist i mindst to timer.

tirsdag den 16. april 2013

Scones

De her scones er helt sikker de bedste og nemmeste jeg har fået - og familien stemmer enstemmigt i. Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg fik fingrerne i opskriften, men her er de altså!

Scones
ca 10 stk.

2½ dl. mel
2 tsk. bagepulver
50 g smør
180 ml. mælk.

Tænd ovnen på 225'C. Begynd med at blande mel og bagepulver og smuldr derefter det kolde smør ud i melet med hænderne. Når det er smuldret helt ud kommes mælken i og det blandes til det lige hænger sammen. Det må ikke æltes. Kom dejen ud på en let melet overflade og pres dejen flad til ca. 1½-2 cm højde. Brug en udstikker til at stikke scones'ne ud. Undlad at dreje/twiste udstikkeren, men nøjes med bare at stikke lige ned. Kom dem på en bageplade og bag dem i 12-15 min. midt i ovnen. Serveres lune med jordbærsyltetøj og letpisket flødeskum - eller hvad man nu har lyst til!

lørdag den 13. april 2013

SUNDE cookies


Og det er IKKE en joke! Der er rent faktisk sunde - ingen mel eller tilsat sukker. Bare en håndfuld ingredienser og så er der serveret - og så får I ikke mere for den 25 øre (altså lige efter opskriften selvfølgelig!)

Giver 10-12 stk.
2-3 modne bananer
2 dl. havregryn
½ dl. kokosmel
1 håndfuld hakkede nødder (efter eget valg)
1 håndfuld chokolade (erstat evt med tørrede tranebær eller rosiner, hvis amn vil go-all-in med det sunde!)

Bananerne moses med en gaffel og de andre ting blandes med. Formes til cookies på et bagepapir og kommes i ovenen på 150'C i 15 min. Whambam, så er der serevet!

fredag den 12. april 2013

Italiensk tomatsauce

Det her er en vaskeægte italiensk tomatsauce, der tager 30 min. at lave. Af selv samme grund er det min go-to ret,  når der af en eller anden grund ikke har været de magiske alfer forbi og fylde mit køleskab. Det er en forholdsvis billig ret og ingredienserne er noget jeg ALTID har på lager!
Hvis I nogensinde har befundet jer på en lille hyggelig italiensk Piazza, siddende på en fortorvsrestaurant med solen bagende i nakken og bestilt Spaghetti con Salca di Pomodoro, vil I vide hvad jeg taler om.
Opskriften lyder på 4 pers. men jeg dobbler altid op (vi er to voksne og to børn), for vi kan godt li' den med meget sauce på (meget ulig de autentiske italienere ;) ) - og så er der også til mandens madpakke dagen derpå!

Tomatsauce (salca di pomodoro)

4 pers.
250 g. tomater, fra dåse (1 ds.) eller friske flåede
1 knsp. sukker
1 knsp. salt
2 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
10 friske blade basilikumblade, revet i stykker



Kom tomaterne i en gryde (med saften fra dåsen, hvis der anvendes dåsetomater) og tilsæt sukkeret, revet hvidløg og salt. Lad tomaterne koge i ½ time under ømrøring.

Tag gryden af varmen og lad sausen køle lidt af, kom da olivenolien og basilikum i.

Serves med spaghetti.
 
Buon Appetito!

torsdag den 11. april 2013

Citron og birkeskage

Den opmærksomme læser vil jo nok have bemærket, at isen i det foregående indlæg blev holdt med selskab af en anden lille lækkerbidsken. En amerikansk kage, der har gjort min nevø meget glad, for den smager nemlig af citron (knægtens yndlings frugt!). Det er en Lemon Poppyseed Bundt Cake, altså en citron og birkes bundtkage (kage med hul i midten).
Den minder meget om en pund-til-pund kage i sin krumme, men det der virkelig gør den lækker, er den citronsirup, der drisles ud over den, når den er kommet ud af ovnen. Personligt ville jeg nok komme mere citronsirup på end opskriften fordrer, men det kan I jo selv ligge og lege med, her er opskriften i al fald.

Citron og birkes bundtkage

7 dl. hvedemel
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
200 g smør (blødt)
4½ d.l sukker
4 æg
2 dl. mælk
Revet skal af en hel citron
1 dl. birkes

1 dl. citronsaft
2 dl. sukker

Varm ovnen op til 165'C. Smør en rund form på ca 24 cm med hul i midten, og drys den med mel. Bland mel, bagepulver og salt i en skål. Stil det til side. Pisk smør og sukker sammen med en elpisker i en stor skål  eller i en køkkenmaskine, så det bliver luftigt. Pisk æggene i.

Rør melblandingen sammen med mælken i æggeblandingen. Tilsæt citronskal og birkes. Hæld dejen i formen og bag den i 60-75 min eller til den er gennembagt. Prøv at stikke forsigtigt i den med en tandstikker eller kødnål. Når den kommer ren ud er kagen færdig. (I min ovn skal den kun lige have 60 min, men hold øje med den!) Stil kagen på en rist til afkøling i formen.

5 min. før kagen tages ud af ovnen laves citronglasuren ved at varme citronsaft og sukker op i en kasserolle og vente til sukkeret er opløst. Lav så en masse huller i kagen med en tandstikker eller kødnål. Kom så glasuren over hele kagen, så den suges ned i kagen. Lad den stå lidt, før du tager den ud af formen.
Kan evt. serveres med citronflødeskum (Letpisket fløde med vaniljesukker og fintrevet citronskal i efter smag).

tirsdag den 9. april 2013

Fersken, ananas, lime og mynteis


Når der er besøg i familien er det også ensbetydende med masser af mad (og også desserter - hmm, løbeturen udsat igen!). Det producerer selvsagt også en masse rester, som der jo også skal gøres kål på, men det kan heldigvis afhjælpes med lidt fantasi og findopsomhed, som familien er storindehaver af. Den seneste resteopfindelse var en is lavet af ferskner, ananas, lime og mynte. Hvad alle disse ting oprindelig optrådt i finder I ud af senere, men her er ca. opskriften på isen.

Fersken, ananas lieme og mynte is.

200 ml sødmælk
½ stang vanilje
2-3 stængler schweizisk mynte (blade og stængler hakkes op) - kan købes i grønthandlere

4-5 halve ferskener (fra dåse)
5-6 ringe ananas (fra dåse)
Revet skal og saft af en lime
Siruppen fra fersknerne

4 past. æggeblommer
100 g sukker

100 ml fløde

Kom mælk, vaniljekorn og stang og en hakkede mynte i en gryde og bring i kog. Tag derefter af varmen. Lad trække i 15min.. Bring ferskensiruppen i kog og reducer til halvdelen. Tag af varmen og lad køle lidt. Blend ferskener, ananas og limesaft/skal og mas gennem en sigte, til der kun er frugtkød tilbage i sigten. Smid frugtkødet ud. Pisk blommerne hvidt og skummende med sukkeret. Kom derefter den sigtede mælk ved blommerne og pisk sammen.Kom ferskensiruppen ved. Kom tilbage i gryden og varm op (IKKE koge) til det tykner nok til at dække bagsiden af en træske. Tag af varmen og sigt mælke-æggeblandningen. Kom frugtpureen i samt fløden og dæk til og lad køle af. Kommes i en ismaskine og køres efter maskinens anvisninger!

fredag den 5. april 2013

Kvarkkage - en der hænger ved

En af de opskrifter, der nok har fulgt mig i længst tid og som er mest afprøvet herhjemme er den fantastiske, syrlige, friske og søde Kvarkkage. Kvark siger du, hvad er det? Jo det er er et mejeriprodukt, der fremstilles af højpasteuriseret skummetmælk. Skummetmælken syrnes, hvorefter vallen udskilles. Det er et mejeriprodukt, der har et meget lavt fedtindhold (yay!). Det er desværre ikke i så høj kurs længere, men jeg har da set det i butikker som både Lidl og Superbest, så det er til at få fat i!
Opskriften er tilpasset vores families smag men 'basis'-opskriften er fra gode gamle Karoline.

Kvarkkage (6-8pers.)
 
3 blade husblas
250 g kvark naturel (eller fromage frais)
250 g creme fraiche 18 %
120 g sukker
1 hel økologisk citron (først rives skallen af og derefter presses saften ud!)
¼ liter piskefløde
2 lagkagebunde

Husblasen lægges i blød i koldt vand i ca. 5 min. Rør kvark (eller fromage frais) op med creme fraiche, sukker og citronskal. Træk husblasen op at vandet med det vand der hænger ved. Smelt det i et vandbad. Afkøl husblasen med citronsaften og kom den i kvarkblandingen under omrøring. Pisk fløden stiv og vend den forsigtigt i cremen. Anbring lagkagebund i en springform, fordel kvarkcremen ovenpå. Læg endnu en lagkagebund som top. Stil den koldt i nogle timer. Pynt med flormelis.

Billedet er faktisk ikke af en af mine Kvarkkager men min nevøs. Det er nemlig hans ynnglingskage! Han vandt faktisk en kagekonkurrence med denne i kategorien 'bedste smag' - og det siger jo ikke så lidt!
Så tak til Thais for lån.