fredag den 5. april 2013

Kvarkkage - en der hænger ved

En af de opskrifter, der nok har fulgt mig i længst tid og som er mest afprøvet herhjemme er den fantastiske, syrlige, friske og søde Kvarkkage. Kvark siger du, hvad er det? Jo det er er et mejeriprodukt, der fremstilles af højpasteuriseret skummetmælk. Skummetmælken syrnes, hvorefter vallen udskilles. Det er et mejeriprodukt, der har et meget lavt fedtindhold (yay!). Det er desværre ikke i så høj kurs længere, men jeg har da set det i butikker som både Lidl og Superbest, så det er til at få fat i!
Opskriften er tilpasset vores families smag men 'basis'-opskriften er fra gode gamle Karoline.

Kvarkkage (6-8pers.)
 
3 blade husblas
250 g kvark naturel (eller fromage frais)
250 g creme fraiche 18 %
120 g sukker
1 hel økologisk citron (først rives skallen af og derefter presses saften ud!)
¼ liter piskefløde
2 lagkagebunde

Husblasen lægges i blød i koldt vand i ca. 5 min. Rør kvark (eller fromage frais) op med creme fraiche, sukker og citronskal. Træk husblasen op at vandet med det vand der hænger ved. Smelt det i et vandbad. Afkøl husblasen med citronsaften og kom den i kvarkblandingen under omrøring. Pisk fløden stiv og vend den forsigtigt i cremen. Anbring lagkagebund i en springform, fordel kvarkcremen ovenpå. Læg endnu en lagkagebund som top. Stil den koldt i nogle timer. Pynt med flormelis.

Billedet er faktisk ikke af en af mine Kvarkkager men min nevøs. Det er nemlig hans ynnglingskage! Han vandt faktisk en kagekonkurrence med denne i kategorien 'bedste smag' - og det siger jo ikke så lidt!
Så tak til Thais for lån.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar