torsdag den 4. juli 2013

Caramel Brownies

 
Det her er faktisk en opskrift jeg fandt på pinterest, men jeg har set den andre steder også og besluttede derfor, at jeg var rede til at begive mig ud i denne temmelige 'rige', grænsende til det vulgære, brownie.
Det første min mand sagde, efter han havde prøvesmagt den (jeg lavede 'kun' en halv prøve-portion) var, 'kan du ikke lave en, som jeg kan have med på arbejde i morgen?'. Resten er historie - jeg blev berømt og berygtet på hans arbejde og har siden da smidt mange kager op på kontoret. Det er skønt med en fan-skare, men tilbage til kagen, som helt sikkert fortjener en plads aller forrest, HVIS man altså er til søde chokoladekager. Ikke søde som i USA men karamellet og chokoladevenlig!
 
 
Chocolate Caramel Brownies
115 g smør
120 g hakket chokolade
75 g sukker
2 æg
½ tsk. vanilje ekstrakt (el. 1 tsk. vaniljesukker)
85 g mel
Lidt salt
200 g bløde flødekarameller (f.eks. fra lidl) – uden papir ;)
3 spsk. fløde
50 g hakket chokolade (eller knapper)
Ovn på 175’C.
Chokoladen og smørret smeltes i mikroen ved fuld varme i 30 -40 sek. til det er smeltet sammen.
Når massen er end tilsættes sukker, æg og vanilje. Kom så mel og salt ved og bland til det lige er ensartet. Tag halvdelen af dejen og kom i en lille bradepande (ca 25x19) med bagepapir i (krøl papiret først, så er det nemmere at få ud i kanterne). Bages i 20 min tag den ud og køl af. Lav karamellen ved at smelte føde og karameller i en gryde. Når det er ensartet tages det af varmen og køler lidt af. Karamellen kommes på den afkølede kagebund og dækkes herefter med resten af dejen. Fordel den resterende chokolade over kagen og bag den i yderligere 20 min. Køles helt af (evt. 30-45 min. i fryseren) før den skæres ud – dette for at få lige kanter på stykkerne. Kan også spise lun, da er den mere snasket men vil gå formidabelt til iskold vaniljeis!
ENJOY!